Tag med regionaltogslinje 11 (RB 11) og regionaltogslinje 12 (RB 12) på opdagelsesrejse!

Regionaltogslinje 11: Wismar - Rostock - Tessin
Regionaltogslinje 12: Bad Doberan - Rostock - Graal-Müritz

Som Mathias Claudius skrev: Når man tager på en rejse, får man virkelig noget at fortælle ... Så - stig på regionaltogslinje RB 11 eller RB 12 i Rostock med DB Regio Nordost, og rejs med os til spændende udflugtsmål omkring hansestaden. På vores strækninger kan du opleve gammel murstensromantik og et kreativt kulturliv, stille flodenge og hemmelighedsfulde moser.
Kør komfortabelt og afslappet med vores regionaltog gennem et smukt landskab, og oplev området og menneskene.

terra press ©
terra press ©

Vores udflugtstips

Tag ind i den levende by eller ud på det stille land - vores komfortable tog kører hver time til hansestæderne eller den yndige natur i Vorpommern, lige når du har lyst. Få inspiration til weekenden eller en smuttur - her har vi samlet et par dejlige destinationer til dig:

Presse Hansestadt Wismar ©
Presse Hansestadt Wismar ©

Wismar

I den gamle hansestad, som ligger godt beskyttet i Wismar-bugten, er der bevaret flere unikke, smukke seværdigheder: Murstensgotik, havnen samt markedspladsen med springvandet og det historiske rådhus. Wismars middelalderlige grundrids er stadig bevaret og årsagen til, at byen er en del af UNESCO's verdensarv. Hvert år er der to highlights: "Sildedagene" om foråret og Svenskerfesten om sommeren - begge arrangementer forvandler hele byen til én stor scene med masser af arrangementer.

Schliemann-Gedenkstätte Neubukow ©
Schliemann-Gedenkstätte Neubukow ©

Neubukow

I byen, hvor Heinrich Schliemann blev født, viser mindestedet en udstilling om den berømte arkæologs og Troja-opdagers liv og forskning. Du kan selv gå på opdagelse efter forhistoriske vidnesbyrd i bymidten: Her ligger det gamle voldanlæg fra en tidligere borg, der tilhørte slaverne. Det er også fristende at tage på en vandretur til den nærliggende Hellbachthal, til Buschmühl-mosen eller til Wallberg. Undervejs kan man se iøjnefaldende historisk bindingsværk, vindmøller og kirker. Især til advent og påske viser byen sig i al sin glans, når de berømte kunstmarkeder afholdes.

Bad Doberaner Münster ©
Bad Doberaner Münster ©

Bad Doberan

Bad Doberan udgør, med cistercienserklosteret og domkirken i Doberan, "den nordtyske murstensgotiks perle", med Mecklenburg-prinsernes og -hertugenes palæer og flere andre bevaringsværdige bygningsværker, den ideelle kulisse for mange arrangementer: Oplev f.eks. kulturnatten og klosterdagene om efteråret og hestevæddeløbsdagene om sommeren. Du kan komme prustende og klimtende ud af Bad Doberan med damplokomotivet Molli - strandbadet Heiligendamm og Kühlungsborn ligger lige i nærheden.

Tourismusverband Mecklenburg-Vorpommern ©
Tourismusverband Mecklenburg-Vorpommern ©

Rostock

Rostock har det hele: Storbyflair med hanseatisk arkitektur, historiske bymure, havn, museer og kirker, en righoldig kulturscene, shoppinggader og samtidig et af de sidste, store skovområder ved den tyske kyst, Rostock-heden. Hanse- og universitetsstaden ligger ved Warnow-flodens brede, nedre løb: Floden løber ca. 16 kilometer ud til Østersø-kysten. Hvert år til Hanse Sail lyder det: "Lad trosserne gå", for det største maritime arrangement i Mecklenburg-Vorpommern. Fra Café Panorama på Hotel Neptuns 19. etage har du udsigt over hele Rostock og kan planlægge din tur med forskellige højdepunkter.

Tourismusverband Mecklenburg-Vorpommern Foto: René Legrand ©
Tourismusverband Mecklenburg-Vorpommern Foto: René Legrand ©

Tessin

Tessin præsenterer dig for vidnesbyrd om en righoldig historie. Den lille blomsterby ved floden Recknitz' afsmeltningsdal fra istidens slutning har udviklet sig til en moderne hovedby. Om foråret smykker tusindvis af blomster den lille by. Du kan vandre over de gamle voldanlæg, som delvist stammer fra den slaviske bosættelsestid, og ud i Recknitz-dalens smukke landskab og nyde den storslåede udsigt fra udsigtstårnet på Prangenberg. Du kan også opleve historien helt tæt på under arrangementet Mittsommer-Remise: Her åbner gamle godser og slotte dørene med åbent hus hver sommer.

TUC GmbH Graal-Müritz ©
TUC GmbH Graal-Müritz ©

Graal-Müritz

Graal-Müritz er langt mere end bare en populær ferieby, hvor man kan bade og slikke sol. Lige bag klitterne ligger Tysklands største, samlede kystskov, Rostock-heden. Det 6.000 hektar store område med urgamle træer er de sidste dele af en utrolig urskov. På udflugtsvejen "Ribnitzer Großes Moor" finder du ud af, hvilken sjælden flora og fauna der trives her. Den 350 meter lange anløbsbro giver flere smukke synsoplevelser. Det samme gælder for den næsten fem hektar store rhododendronpark. Og naturligvis kan man opleve hav og strand på ny hver eneste dag.

Förderverein Kröpeliner Mühle ©
Förderverein Kröpeliner Mühle ©

Kröpelin

Kröpelins vartegn er den hollandske vindmølle med galleri fra 1904, også kaldet den "nedsænkelige" mølle. Eftersom byen er grundlagt på bakker og sænkninger, forsvinder møllen pludseligt ud af synsfeltet og dukker op igen - alt efter betragterens placering. På møllen kan du gå til udstillinger, oplæsninger og koncerter og opleve møllestemningen om søndagen med kaffe og kage. Østrockmuseet i Kröpelin fortæller rockmusik- og kulturhistorien fra 40 år med DDR. Vil du opleve østrock og musikere fra hele Tyskland live - i bydelen Schmadebeck mødes musikfans om sommeren til festivalen Dorfrock (landsbyrock).

Karls Erlebnis-Dorf Rövershagen ©
Karls Erlebnis-Dorf Rövershagen ©

Rövershagen

Karls Oplevelseslandsby i Rövershagen er sjov for hele familien 365 dage om året. Ud over det største marked med landbrugsvarer i Tyskland, åbne værksteder med f.eks. bolsjer og sæbe, kørende forlystelser og eventyrgastronomi tilbyder fritidsgården over 70 andre attraktioner med gratis adgang. Indtil marts lokker Karls Oplevelsesvinter med skøjtebane, Eisstock-skydning (en slags curling) og bagdels-rutsjebane samt Europas største sne- og is-udstilling. Om foråret forkæler godsets køkken gæsterne med friske asparges og søde jordbær. Hos børnene er kartoffelsæk-rutsjebanerne, oplevelsesakvariet og legelandet populære. Og her findes også noget af en attraktion: De over 27.000 kaffekander, der hænger på væggene.

Velkommen ombord!

Besøg de seværdige udflugtsmål og interessante arrangementer, der foregår året rundt langs regionaltogslinjerne RB 11 og RB 12 med mere komfort og service. Det sørger togtilbuddene i linjenettet Warnow for (RB 11, RB 12 og S-Bahn i Rostock). Kør afslappet med vores regionaltog, og nyd vores serviceydelser ombord:

  • I alle tog er der servicepersonale, som kan spørges til råds. Du kan købe dine billetter direkte hos personalet.
  • Vores dynamiske passagerinfosystem mobil.info plus viser dig hele tiden den aktuelle rejsetid på skærme i toget inklusive de passende forbindelser på de forskellige banegårde.
  • Passager-tv'et giver dig tips om interessante udflugter og fritidstilbud langs toglinjerne - suppleret med de passende billetinformationer.
  • Som en særlig service tilbyder personalet snacks samt kolde og varme drikke, som du kan købe og få en behagelig togtur.
  • En særlig videoteknik sørger for større sikkerhed i vores tog.
  • Udskydelige trin muliggør barrierefri ind- og udstigning i togene på alle stationer.